JAN H. ANDERSEN

alt det du ikke vidste du ikke ville vide

Uddannelse

Efter gymnasiet startede jeg på Aarhus Universitet på studiet for datakemi med henblik på at specialisere mig indenfor den kemiske del af uddannelsen. Aarhus Universitet viste sig dog i løbet af lidt tid at være et særdeles støvet og konservativt sted, så jeg ledte efter et lidt mere dynamisk og spændende sted at fortsætte min uddannelse. Det fandt jeg hos Odense Universitet, men da der var helårsoptag på Odense Universitet, fik jeg uventet et halvt års pause fra studierne.

Mens jeg ventede på at fortsætte studierne på Odense Universitet, havnede jeg i en børnehave (Horsens Børneasyl), hvor jeg hurtigt fik smag for pædagogarbejdet, da jeg opdagede at jeg godt kunne lide at arbejde med børn. På få dage tøede jeg op fra at være totalt ude af stand til at have med børn at gøre til at det var det der betød mest for mig. Jeg var i børnehaven i 13 måneder, hvor undervejs havde besluttet mig for at læse til pædagog i stedet. Dette var naturligvis et noget usædvanligt stil-skifte, men ikke desto mindre blev jeg uddannet pædagog på Gedved Statsseminarium. Undervejs i uddannelsen har jeg arbejdet i endnu en børnehave (Stensballe Børnehave, Horsens), på et fritidshjem (Fritidshjemmet Stærekassen, Horsens) og på et behandlingshjem for psykisk syge unge (Stainagård, Bjødstrup) hvorefter jeg fik min "licens til at tvangsfjerne". Jeg har efter færdiggørelsen af min uddannelse aldrig arbejdet som pædagog, da dette blev kraftigt overskygget af min lidenskab for at skabe programmer og en absurd trang til at være selvstændig med sidstnævnte lidenskabs irrationelle trang til at sætte alt over styr. Arbejdet med børn har jeg dog aldrig kunnet slippe, men mere om det senere.

Jeg måtte ikke komme ind til militæret. Egentlig burde der stå, at jeg slap for det, men den formulering passer dårligt til, at jeg er erklæret nationalist og patriot. Jeg er dog af den overbevisning at jeg tjener landet bedre udenfor militæret end indenfor. Det var militæret så dog også ganske enige i, så mine kvindelige kolleger på det tidspunkt måtte lade hånt om deres slankekure og spise de mange flødekager.

Jeg håber en dag at kunne genoptage studierne, formentlig på deltid, hvilket enten skal være indenfor psykologi eller sociologi, eller dansk/filosofi.

 
Valid Css | Valid XHTML
© 2010 Jan H. Andersen Kontakt | Sideoversigt |
Web design by Redweb