Ja, tiden flyver afsted og denne blog har været voldsomt forsømt i over et år. Nu er tiderne heldigvis blevet nogle andre, og hverdagen har igen fundet et afdæmpet leje, hvor der også er overskud til nogle af de mange private projekter.
Denne blog har fået et nyt design. Jeg var blevet træt af at glo på det gamle, og så måtte det gerne være lidt utraditionelt. Så her er jeg i rød indpakning :-)
I mellemtiden har jeg også lanceret to blogs på hhv www.jhandersen.com/blog og www.jhandersen.dk, som begge handler om fotografering - på henholdsvis engelsk og dansk. Jeg har også åbnet første del af min lille webshop på shop.jhandersen.com, hvor mange af mine billeder er til salg, og mit lille hyggeprojekt www.mikrofoto.dk har også fået et designløft. Nu mangler jeg faktisk bare at få gjort noget ved www.sjovide.dk - så har hele dynen været gennem maskineriet. Det er rart.
Og jeg lover, at der nu kommer en lidt mere stabil strøm af indlæg her på siden :-)
Så er der igen i aften blevet sendt et bundt billeder afsted til fotobureauerne. Med en årlig produktion på tusindvis af færdigredigerede billeder til kommerciel brug, så skal der en del over disken hver uge.
Glæden er, som det skete i morges, at vågne op til en fuld godkendelse af alle billeder i en sending. Så har man åbenbart haft fat i noget af det rigtige den dag :-) Jeg er dog forholdsvis selvkritisk hvad billeder angår, så min godkendelsesprocent ligger generelt tæt på 100. Hellere sortere lidt for mange fra, end lidt for få.
Det giver til stadighed anledning til forundring, når billeder bliver solgt gennem fotobureauerne. Jeg har oplevet adskillige gange, at billeder der blev taget nærmest for sjov bliver det store hit, mens billeder der var resultatet af nøje planlægning og som kostede en formue at lave aldrig rigtigt bliver til nogen stor handelsvare. Så sent som i går solgte jeg et billede af en gammel sko der ligger og flyder i noget mudder - et snapshot jeg tog for mange år siden ude i skoven med mit kompaktkamera.
Og så er det svært ikke at sidde og fundere over, hvad alle disse billeder mon egentlig bliver brugt til. Alt fra glade børn der leger til døde mennesker i lighuset. Jeg har ingen anelse om, hvilke artikler, brochurer, rapporter eller websites billederne indgår i rundt omkring i verden, men det kunne godt nok være sjovt at vide.
Ja, nu kom hele året næsten til at gå uden nævneværdige indlæg her på bloggen, som i øvrigt har været ude af drift den første halvdel af året.
Det må jeg da vist hellere få lavet om på, og få genindført tidligere tiders mere faste indlæg om stort og småt i og omkring Ny Gothersgade 18.
Nu vil jeg holde julefrokost med alt folket i verdensfirmaet i Kolding. Det skal jo nok blive festligt.
Den ene dag med den anden. Inden man har set sig om, er der gået 7-8 måneder siden det sidste indlæg her. Sitet har også været taget ud af drift i nogle måneder, men nu er det tilbage på sin sædvanlige plads, og jeg må da vist hellere igen få lavet lidt opdatering her på siden til de faste læsere (hvis de ellers er her endnu :-)
Så kom den endelig. I går - efter at jeg den seneste måned har kontrolleret Canons website dagligt. Den længe ventede afløser for Canon EOS 5D, nemlig Canon EOS 5D Mark II. Den er allerede blevet bestilt, men der går desværre en måneds tid endnu inden distributørerne kan levere. Så jeg må nøjes med det "gamle" kamera lidt endnu.
I går morges kom der en anden længe ventet anskaffelse. Jeg har savnet en rigtigt god skærm til billedbehandling, og efter lang tids overvejelse faldt valget på en 22" EIZO FlexScan skærm. Den er tung som arvesynden, og ikke særligt fiks at se på, men for pokker hvor har den en flot gengivelse af billeder. Dens S-PVA panel er klasser bedre end i de normale LCD-skærme. Jeg er ret sikker på, at en del af weekenden kommer til at foregå i Photoshop, for jeg har vist liiiige et par gamle billeder, der skal justeres lidt i farverne...
Det er forunderligt, som vores valg af venner, kan have stor betydning for, hvordan vi bliver. Eller i hvert fald for, hvordan vi bliver i andres øjne. Man kan vælge de skidte knægte - og selv blive set på som en skidt knægt. Eller man kan vælge de kloge piger, og have nem adgang til at få lavet sine lektier.
Engang imellem er man nødt til at stoppe op, og betragte sin vennekreds lidt fra oven. Har de gjort gavn i livet, eller har de blot gjort det hele til en uredelig suppedas af problemer?
Det punkt er jeg nået til, og det var ikke nemt. Men jeg er principfast, og jeg er nødt til at tage hensyn til mine egne behov, også selvom jeg måske sårer andre.
Nu er det gjort. Farvel Viggo Mortensen og Sascha Dupont. I må finde en anden Facebook-ven!
For mig er det sommerferien og ikke nytåret, der markerer årets afslutning og start. Med sædvanlig præcision lå mine feriedage i den mest regnfulde periode - i år dog heldigvis ikke på sommerlejren. Men resten af tiden har jeg kunnet gå derhjemme og savne nogle dejlige sommeraftener med mulighed for at finde grillen frem. Den har ikke været fremme siden tørken startede i maj. Jeg håber da, at der kommer nogle varme efterårsaftener, hvor den igen kan komme til sin ret.
Ellers er der ikke sket så meget. Lidt komsammener, en spejderlejr mere, lidt gåture her og der, og oprydning derhjemme. I morgen starter hverdagen på en frisk, og fra dag eet er kalenderen fyldt op med aftaler. Det er sikkert også meget godt. Det er næppe sundt at sove så længe hver morgen...
De sidste par dage har jeg været på gåture sammen med Simon i nabolaget. Blandt andet omkring Nørrestrand. Ved sådanne lejligheder lader jeg naturligvis ikke kameraet blive hjemme, og jeg finder altid en masse der skal tages billeder af. Gang på gang har jeg savnet muligheden for at gå rigtigt tæt på, og nu skulle det være slut. Kameraet er i dag blevet suppleret med et længe ønsket 300 mm teleobjektv. Selvom det jo ikke ligefrem gør kameraet til en letvægter, at der sættes et objektiv på der er dobbelt så stort som kamerahuset, så giver det altså nogle helt andre muligheder for at zoome helt op i næseborene på køerne inde på markerne. I mangel af bedre motiver her til aften er Sussi (kat) blevet fotograferet så meget, at hun sandsynligvis har fået svejseøjne. I morgen skal vi utvivlsomt på gåtur igen, og billederne bliver med garanti tæt på :-)
Så er endnu en sommerlejr slut. For mit vedkommende den fjortende af slagsen. For tredje gang i min tid som spejderleder, var sommerlejren en cykeltur ad Hærvejen til Tyskland. Her fik vi tilbagelagt 261 kilometer, og fik sovet i bivuak og sheltere i en uges tid.
Som alle foregående sommerlejre var det en fantastisk tur fyldt med gode oplevelser, som er blevet føjet til den allerede bugnende samling af slagsen. Alligevel markerer sommerlejren altid et punkt i spejderåret, som er en lille smule vemodigt, oveni alt det gode.
Som spejderledere udfylder vi en mærkværdig rolle. Vi er ikke spejdernes forældre, men tager alligevel del i deres opdragelse og dannelse. Vi er heller ikke deres lærere – de er der ikke af pligt, ligeså lidt som vi er, men vi giver dem trods alt noget lærdom og udfordring. Vi er heller ikke deres venner – vi er fortsat voksne, som skal sætte grænser og være forbilleder, men kan alligevel være fortrolige og store legekammerater. Vi udgør en rolle, som er en blanding af det hele, og som jeg ikke kender tilsvarende. Til trods for sin noget diffuse karakter, så anser jeg den naturligvis for både meningsfuld og værdifuld. Ellers var det næppe blevet til så mange år.
Jeg er spejderleder for de 10-13 årige. Det er sandsynligvis den periode i børnenes liv, hvor deres personlighed undergår de største forandringer, og hvor de reelt tager den form, som de vil have resten af livet. Som spejderledere kan vi ikke tage æren for deres personlige udvikling. Den ære skulle helst i vidt omfang tilfalde nogle andre. Vi kan dog uden tvivl tage æren for et lille hjørne, og jeg tror, at det er alle spejderlederes håb, at disse børn vil have gode minder om deres spejdertid – også når deres spejderledere engang for længst er døde og borte. Ikke fordi de skal ære os og lægge blomster på vores grav. Dertil er vores rolle alt for beskeden og kortvarig. Om 50 år vil vi blot være flygtige glimt i deres tidlige erindringer, præcis som mine egne erindringer fra den periode i mit liv. Men jeg håber, at vi har skabt venskaber mellem spejderne – kimen til livslange venskaber, og venskaber med nogle mere ligesindede, end de måske finder andre steder. For jeg tror ikke, at der er noget der er mere vigtigt for et lykkeligt og afbalanceret liv end gode venskaber. Jeg håber også, at vi har været med til at skabe nogle unge hjerter, som kan have følelser for andre, og som engang imellem er villige til at drage omsorg for andre på bekostning af egne behov. Hvis det er lykkedes med bare én af dem, så har det været hele umagen værd, og givet vores arbejde mening.
Alt dette gør vi alene på grund af passion. Ikke kun passion for spejderarbejdet i sig selv, men i mindst lige så høj grad passion for spejderne. For vi holder af de unger, og har bekymringer og føler ansvar for dem, næsten som om de var vores egne. Vi har taget os af dem når de var kede af det eller var kommet til skade, vi har leget og slåsset med dem, skældt ud når det var på sin plads, og set at de nu og da har taget lidt lærdom til sig. De har været sure på os, når vi har presset dem ud over deres grænser, og vi er blevet gode venner igen, selv når de har fået opvasketjansen. Vi har grinet sammen med dem og har overrasket dem med pudsige indfald, som kun store legebørn kan finde på. Mange af dem har jeg kendt siden de var 6-7 år gamle, og gennem al den tid kommer man til at elske alle de særheder og egenskaber, som gør dem til små, unikke personligheder.
Netop derfor gør sommerlejren en lille smule ondt. Den er nemlig den sidste tur for den ældste årgang, inden de skal videre i deres liv. Jeg har tilbragt aftener, weekender og sommerferier sammen med dem i antal, som jeg ikke længere kan tælle. De har givet mig mindst lige så mange oplevelser og minder, som jeg selv har givet dem. Herefter er der mange af dem, som jeg kun vil møde tilfældigt, eller måske slet ikke. Jeg kommer til at savne dem. En lille bitte smule af mig dør hvert eneste år, når sommerlejren er slut, selvom jeg inderst inde godt ved, at alting har sin tid, og at vi alle sammen skal videre i livet. Så er der kun tilbage at håbe, at de får et godt liv, og at de måske en dag vil møde op med en lille dreng eller pige, som skal være spejder. Måske er jeg der stadig til den tid – måske ikke. Det er i sig selv ubetydeligt.
Og om nogle uger så starter der et nyt hold. Nye væsener der skal vandes og plejes, og som med tiden vil udfylde hullet fra de foregående. Timeglasset bliver vendt endnu en gang.
Nyhederne på DR1 havde her til aften en sensationel historie om, at GPS i mobiltelefoner er den store trussel mod vores privatliv. Det blev fortalt, at med GPS kunne alle pludseligt følge med i hvor man var henne, og var krydret med en historie om en håndværker-mester, der havde afsløret sine medarbejderes sorte arbejde på den måde. Historien er gengivet her. Blandt andet fortæller historien:
"Derfor installerede han sidste efterår GPS i sine varevogne.
- Jeg kunne sidde ved min computer og se, hvor bilen befandt sig minut for minut. Der fik jeg syn for sagen."
Da spidsede jeg da godt nok ører, for det ville da i allerhøjeste grad være nyt for mig. Meget hurtigt blev jeg dog klar over, at der var tale om, at man brugte ordet GPS i flæng om både de apparater vi bruger til at finde vej, og GPS-sporingsenhederne, som man netop kan bruge til at lokalisere biler, både, computerudstyr o.lign. - især i forbindelse med tyverisikring.
Endnu værre er det, at man i slutningen af interviewet havde formanden for "Rådet for Større IT-sikkerhed" til at bekræfte problemerne, uden at han dog understregede at det at have GPS (vejviser) i sin mobiltelefon altså IKKE er det samme som at have en GPS-sporingsenhed. Mest skræmmende er det dog, at han efterlyste en udmelding fra både Folketinget og Etisk Råd. Skræmmende fordi deres håndtering af tekniske kendsgerninger jo sjældent bunder i indsigt.
Og således blev en myte født.
Gad vide hvor mange mennesker der nu i komplet vildfarelse smider deres GPS-vejviser ud?
En 16-årig pige er blevet stukket ned på Strøget af en 13-årig dreng klokken 02 natten til i dag. Drengen var sammen med to 14-årige. Skrækkelig historie.
Det efterlader spørgsmålet: Hvad fanden laver børn på 16, 14 og ikke mindst 13 år på Strøget midt om natten midt på ugen? Ja - på en hvilken som helst ugedag. Hvad foregår der inde i hovedet på deres forældre? Foregår der overhovedet noget, eller sidder de bare derhjemme og er ligeglade? Een ting er hvad de sociale myndigheder nu gør ved den 13-årige - det er nok desværre allerede for sent. Noget andet er, hvad man burde gøre ved forældrene. Det burde være muligt at holde forældre direkte ansvarlige for manglende omsorg, opdragelse og opsyn. Hvis ikke risikoen for at miste sit barn er stor nok grund til at tage sig af det, så kan det da være, at de har respekt for 3 måneder bag tremmer.
Men hvor pokker skal vi have alle de fængsler?
Ja, her tror man, at man skal slappe af med noget fjernsynskiggeri, efter en dag hvor jeg har snakket i telefon uafbrudt siden klokken 8 - og fået nået ikke en skid. Et enkelt blik på ontv.dk afslører desværre det modsatte. Jeg kan vælge mellem "Hercule Poirot", bold, bold, bold, bold, mere ligegyldig bold og "Herskab og Tjenestefolk". Eller jeg kan blive på den kanal Simon efterlod fjernsynet på, og se "Brandy og Hr. Vimse". De er nu i øvrigt også meget sjove - hvilket man derimod ikke kan sige om Hr. Poirot.
Så jeg tror bare, at jeg udskifter min fjernsynskiggeraften med en vaske-gulv-på-badeværelset-aften.
Hvorfor er det lige, at jeg betaler 3.000 om året for 30 kanaler, der ikke er værd at se?
Ligesom man kan sætte et "Ingen reklamer, tak" skilt på postkassen, så burde man kunne sætte et "Ingen sport, tak" på parabolen. Nu har jeg så desværre heller ingen parabol, men det ville være endnu en god grund til at få det. Hvorfor skal vi være tvangsindlagte til at se diverse opblæste, opreklamerede, overbetalte og ikke mindst dopede narrøve, stort set hver gang vi tænder for fjernsynet? Hvorfor skal dette ligegyldige bullshit udfylde en trediedel af alle nyhedsudsendelser? Der må ikke sendes reklamer i børne-primetime, og der må ikke reklameres for spiritus og tobak overhovedet. Men man må gerne udfylde hele sendefladen med narkomaner der er ved at cykle over et bjerg, og 22 klumper anabolske steroider der render rundt efter en bold.
Nå - jeg havde et gulv der skulle vaskes.
Så blev Skat, politiet og Økonomistyrelsen, og sandsynligvis også andre, sendt til tælling af et nedbrud hos CSC. Årsagen er efter sigende en fejl i en DB2-opdatering. Nu sidder jeg spændt og venter på flere detaljer. Det der er underligt er, at CSC har forklaret at problemet er forårsaget af DB2-patchen, men at de allerede fredag formiddag påtog sig det fulde ansvar for problemerne. Selvom de som leverandør naturligvis er umiddelbart ansvarlige, så virker det som en besynderlig strategi, når de sandsynligvis står overfor et enormt udredningsarbejde, og kan have en væsentlig interesse i, at sende en del af det økonomiske ansvar videre, og afbøde virkningerne af tabet i kundetillid. Så vi har nok ikke hørt hele sandheden endnu.
For CSC er der tale om intet mindre end en katastrofe i et år, hvor adskillige statslige projekter er i dyb krise, fx leverancerne til domstolsstyrelsen.
For IBM kan det også give nogle alvorlige ridser i lakken, hvis der faktisk igen viser sig skjulte fejl i DB2, som dem der for 5 år siden sendte Danske Bank i knæ i næsten en uge, og sandsynligvis påførte IBM et betragteligt erstatningskrav. Og som i hvert fald påførte deres hæderkronede DB2-database nogle seriøse skrammer.
Det er altsammen problemer, som næppe berører de DB2-systemer, jeg har med at gøre - de er i denne målestok blot lilleput-systemer. Jeg synes dog, at der er nogle interessante læresætninger i dette og de øvrige store nedbrud den seneste tid:
1. Hvis ikke leverandører som IBM og CSC kan forhindre store nedbrud, så er der ingen der kan. Der er sandsynligvis ingen der kan matche den ekspertise og de ressourcer som disse leverandører besidder.
2. Hvis store leverandører ikke kan hindre nedbrud, så underminerer det et af argumenterne for centralisering af IT-drift hos store driftscentre. Der kan naturligvis stadig være driftsøkonomiske fordele i centralisering, men så er det faktisk også det eneste tilbageværende argument.
3. Er nogle af systemerne ganske enkelt blevet for store og komplekse? Selvom det for organisationer som Skat naturligvis er interessant at kunne samle alle data i eet system, så melder spørgsmålet sig naturligvis om det er hensigtsmæssigt skruet sammen, når et enkelt svagt led kan lamme hele organisationen, og muligvis forårsage tab af en uges arbejde. I en tid hvor de fleste offentlige myndigheder barsler med endnu mere digitalisering, så må man jo nødvendigvis overveje det skrækscenarie, hvor hele den offentlige sektor, og store dele af den private, er dybt afhængige af 2-3 store datacentre. Tænk hvor følsomme vi kan blive overfor programfejl som denne, overfor menneskelige fejl, og ikke mindst overfor bevidst sabotage. I en tid hvor terrortruslen er rykket tættere på Danmark bør det overvejes, om ikke vi langsomt er ved at gøre os selv for sårbare. Jeg er ret sikker på, at et målrettet angreb på en række tekniske installationer, kan forårsage større samfundsmæssig skade, end et traditionelt terrorangreb, der alene går efter menneskeliv.
De sidste 4 uger har været temmeligt hektiske med en farlig masse opgaver i både den ene og den anden sammenhæng. Der har været en pæn stak Tycho Brahe's dage imellem (fx en tur med kranbil hjem fra Thisted - hvilket tager pænt lang tid). Oveni har jeg været strejkeramt, så jeg har været nødt til at gå hjemme halvdelen af dagene, for at kunne passe Simon og een af klassekammeraterne om eftermiddagen, og da jeg også har haft mange møder i København, så har det været lidt af et puslespil at få til at gå op. Heldigt at man kender så mange søde mennesker der kan assistere lidt her og der, mens jeg sidder i kø på motorvejen. Energien har derfor manglet lidt til at holde bloggen ajour. Real life må nu også komme i første række.
I denne weekend har jeg "friweekend", da Simon er på besøg hos sin mor. Så efter at have overstået 5 timers køretur her til aften, så ville jeg lige slappe lidt af med en film fra stakken af usete film. Først så jeg en skodfilm, derefter så jeg en skodfilm mere, og så var mine øjne faktisk ved at klappe i - ja, jeg er blevet en gammel mand, der ikke kan være oppe meget længere end til klokken 1. Jeg skulle dog lige have en kop kaffe mere, og så satte jeg "I am David" på, for lige at se hvad det var for noget junk.
Der er desværre meget langt imellem dem, men nu og da støder man heldigvis på film, der er kunst. Dette var een af dem. Fattig på replikker, men rig på fantastisk mimik og maleriske scener, som bar den gode historie igennem. Ja, det er mig der er blevet lidt sentimental - jeg ved det godt. Men den film ryger altså ikke i skraldespanden.
Nu må jeg også hellere komme i seng. Resten af weekenden står den på manualskrivning og tøjvask, manualskrivning og tøjvask, og sandsynligvis noget mere manualskrivning, mens det sidste tøj bliver vasket. Og for en gangs skyld vil jeg s'gu læse min morgenavis samme dag som den kommer. Hvis jeg havde haft rullegardiner, så ville de have været rullet ned hele weekenden, for jeg har ikke tænkt mig at lade mig forstyrre. Så bliv væk.
Der bliver heldigvis gjort meget i jagten på mennesker, som forgriber sig på børn. Der går sjældent en dag uden at aviserne kan berette om optrevling af et eller andet netværk af mennesker der udveksler billeder, folk der bliver fældet fordi de besøger bestemte websites, eller personer, der er blevet anmeldt af bekymrede forældre. Der sidder mennesker og overvåger chatsteder, hvor børn færdes, der findes websites der tager imod anmeldelser, der er installeret børneporno-filtre hos internetudbyderne, og de asiatiske myndigheder er blevet effektive i deres jagt på sexturister. Det er altsammen vældigt godt, men engang imellem er det måske på sin plads at stoppe op og overveje, om ikke vores omsorg i visse tilfælde slår over i paranoia, hvor resultatet bliver værre end det, vi ønsker at hindre.
For eksempel som med dagens historie i Horsens Folkeblad, hvor en 65-årig mand er blevet anmeldt for at fotografere badende børn på Husodde Strand. Som følge heraf er hans hjem blevet ransaget, og computerudstyr er blevet beslaglagt - alene på grund af mistanken om, at de kan indeholde børnepornografisk materiale.
"- De [politiet] konfiskerede en bærbar computer, en stationær pc og nogle cd-rommer, men vi ved endnu ikke, om der var noget ulovligt på dem", oplyser en kriminalassistent.
Artiklen fortæller videre:
"Den 65-årige er ikke sigtet for noget endnu, og under alle omstændighederne er strandbillederne i sig selv ikke egentlig børneporno."
Journalister har som opgave, at være kritiske. Det er pressens fornemmeste opgave, at overvåge myndighederne og stille spørgsmålstegn ved deres gøren og laden. Ovenstående sætning burde i den grad tænde store røde advarselslamper og alarmklokker hos enhver journalist med blot en smule selvrespekt, og fremmane spørgsmålet: "Hvordan kan en ikke-sigtelse for en ikke-ulovlighed medføre en af de væsentligste krænkelser af privatlivets fred?".
Hvorfor stilles sådanne spørgsmål ikke? I journalistens tilfælde, fordi det ville ligne et forsvar af manden, og den slags må man jo ikke med den slags mennesker, vel - det sælger jo ikke aviser. Og hvorfor er det så sjældent, at man i det hele taget hører nogle stille spørgsmålstegn ved samfundets indsats mod pædofile? Da "rocker-loven" og "terror-pakken" blev indført var der vild og blodig debat, om de voldsomme krænkelser af vores personlige frihed. Hvorfor er der ingen der stiller spørgsmålstegn ved, om det er rimeligt at en mand får sit hjem ransaget, fordi han har taget billeder af badende børn? Hvorfor er der ingen der griber ind, når EkstraBladet i sidste uge er lige lovligt rundhåndede med personlige informationer om en mistænkt politibetjent, med efterfølgende kæde-SMS'er der skal opildne til lynchstemning blandt pøblen?
Fordi folk er rædselsslagne for, at mistænkeliggøre sig selv i alt hvad der har med overgreb på børn at gøre. Folk er bange for at omverdenen vil tage afstand fra dem, hvis de blot antydningsvis protesterer over samfundets behandling af potentielt pædofile. De er bange for, at folk vil tænke, at de nok har noget at skjule. Jeg ser ingen anden grund. I et samfund hvor vi hæger om vores retsprincipper - fra voldelige autonome, nynazister og fanatiske shariatilhængere, til Muhammedtegnere, Pia Kjærsgaard og konkursryttere - så er det paradoksalt, at de eneste der er sat uden for døren i retssamfundet, er dem der (måske) er lige lovligt glade for børn - uanset om de har gjort dem noget eller ej.
Hvorfor optager dette spørgsmål så overhovedet mig? Hvorfor er jeg ikke bare med på lynchstemningen? Har jeg måske noget at skjule?
Primært fordi jeg er liberal - og det lægger jeg bestemt ikke skjul på - og anser privatlivet for grundlæggende ukrænkeligt, indtil begrundet mistanke måtte berettige til andet. Sekundært fordi jeg er mand og bor alene, jeg er uddannet pædagog, har arbejdet i daginstitutioner i mange år, jeg er plejefar og spejderleder gennem flere år end jeg kan huske. I øvrigt har jeg taget langt over 10.000 billeder af spejdere i tidens løb - sågar nogle hvor de er i badetøj. Skal disse ting alene være grund nok til, at politiet må ransage mit hjem og beslaglægge mine computere, og efterfølgende hænge mig ud i avisen som "måske pædofil"? Det synes jeg bestemt ikke.
"- Men der kan være tale om ulovlig fotografering", fortæller kriminalassistenten afslutningsvis.
Jeg glæder mig rigtigt meget til at høre nærmere om, hvad det er for paragraffer de har i tankerne. Det kan ikke være paragrafferne om blufærdighedskrænkelse, som hvis man i smug havde taget billeder på et toilet. Det kan heller ikke være persondataloven, da den kun vedrører offentliggørelse af billeder. Mit bedste bud er, at politiet er blevet grebet lidt af stemningen. Det er jeg oprigtigt bange for. Og den tanke er formentlig det mest skræmmende i denne historie.
Desværre bringer avisen næppe en opfølgning på historien. Det kunne jo komme til at ligne et forsvar.
Efter en intens jagt på havemøbler, blev haven langt om længe gjort klar til brug. Når vejret er godt har vi på vejen en dejlig vane med at finde sammen i hinandens haver, eller eventuelt bare rykke havemøblerne ud på vejen. Havemøblerne havde ikke stået i min have mere end en times tid, før det var nødvendigt at hente yderligere møbler hos naboerne. Jeg skulle egentlig bare have grillet sammen med Simon og Søren, men inden vi havde fået set os om, sad 4 husstande plantet om havebordet. Det var heldigt, at Søren havde hentet friske forsyninger af øl og vand i Tyskland.
Jeg havde også set frem til at skulle grille for første gang i min have. Nu er det jo ikke ligefrem fordi der går lang tid mellem at jeg laver mad over ild, men det er nu så hyggeligt også at kunne gøre derhjemme. Nu synes jeg, at de nok så populære kuglegrill'er er lige småborgerlige nok, og morer mig over de mange indlæg i forskellige livsstilsmagasiner, hvor folk har indrettet et mindre køkken omkring deres kuglegrill. Næh du - må vi få et ordentligt ildsted, hvor der er plads til noget brænde, og mulighed for at få brændt hårene under navlen. Da jeg vil være ked af at grave en permanent bålplads i min græsplæne, så valgte jeg at købe et ildsted, selvom jeg godt nok peb lidt over at give 700 kroner for det der velsagtens kan betegnes som en overdimensioneret hundefoderskål på en trefod. Men så er man da i det mindste fri for at bøje sig så meget, når bøfferne skal vendes. Lidt gammel bliver man vel altid.
Så mens min haveassistent Morten slog græsplænen, blev der tændt op i grillen, og grillet nogle bøffer og bagekartofler. Og bagefter så kunne vi ligeså godt fyre ordentligt op, så vi kunne holde varmen, da mørket faldt på og vi skulle have othellolagkage.
Det er s'gu rart at bo på en gade, hvor vi kan have det hyggeligt sammen. Dagen efter fortsatte vi i øvrigt hvor vi slap.
I øvrigt så har gadens børn omtrent indtaget mit hus. Når de ikke lige spiller fodbold på græsplænen sammen med min genbo Thomas, så sidder der næsten konstant 3-4 drenge på Simons værelse. Rengøring? Næh - jeg har efterhånden vænnet mig til at det er en banegård, så nu render jeg ikke længere og støvsuger, hver gang der ligger sand omkring dørmåtten. Ungerne er jo ligeglade, så jeg har pakket rengøringsmanien væk igen. Måske lige bortset fra toiletbrædtet, som det er nødvendigt at vaske af tre gange om dagen, men det er da til at overkomme.
Jeg har lige været på fisketur med ungerne. Vi tog til Lundum Lystfiskersø mellem Horsens og Østbirk. Vejret var fantastisk, og vi fik 4 timer til at gå med fiskestængerne - altså bortset fra Allan og jeg, som måtte bruge omtrent en times tid på at vikle snører ud, og få vendt ungernes hjul korrekt.
For mit eget vedkommende havde jeg været i min foretrukne friluftsforretning - Effektlageret - for at få ajourført lystfiskersortimentet. Eller det vil sige: Få et lystfiskersortiment, for det har aldrig været een af mine hobbies. Hos Effektlageret var der en hyggelig, ældre fætter, som gav sig god tid til råd og vejledning om alle varerne, og da de samtidigt havde en række stærkt nedsatte varer, så blev jeg fuldt udstyret for små 900 kroner. Det var jo slet ikke så galt, og særdeles tilfredsstillende når den venlige og kompetente betjening tages i betragtning.
Veludstyret eller ej, så var udbyttet af fisketuren dog rimeligt begrænset. Simon og jeg fangede ingenting, og Camilla kom til at fange een af de karper, der ellers ikke må fanges. Heldigvis havde Frederik heldet med sig, og kunne stolt hive en fin ørred i land. Om ikke andet, så fik vi da lidt sol på vores blegfede kroppe.
Nu kom jeg endelig videre med haveprojektet, som har stået stille siden sidste efterår. Weekenden startede i min foretrukne planteskole - Christiansmindevej's Plantecenter i Skanderborg - som har et kæmpestort udvalg af planter, der både er godt opvoksede, velplejede og flot præsenteret i deres store inspirerende plantecenter. Simon kedede sig bravt, og ville gerne hjem allerede inden vi var kommet indenfor. Alligevel lykkedes det dog at komme hjem med godt og vel 30 store og små planter, som nu er plantet ud i haven. Jeg kan godt lide helt eller delvis stedsegrønne planter, hvor planterne i sig selv har en del forskellige flotte farver, så det ikke kun er to-tre uger om året, at de klæder haven. Jeg blev dog fristet over evne denne gang, så der røg også en del roser med i bilen, selvom jeg havde forsvoret at jeg igen skulle have den slags i haven.
Inde i mit hoved har jeg fået delt haven op i nogle felter på omkring 10 kvadratmeter hver - altså de dele af haven der ikke er henlagt til græsplæne. Nu er det ene af de to felter vest for huset ordnet. Det andet felt bliver ordnet i løbet af den næste måneds tid. De to felter lige syd for huset må vente til efteråret, mens vildnisset øst for huset må vente til næste år, ligesom den bagerste del af haven. Der er en plan for udseendet af det hele, men det er tåbeligt at kaste sig ud i at ville ordne det hele nu. Især da jorden kræver en del forbedring undervejs - der er ikke megen næring i ler blandet op med sten og grus. Med en mere realistisk tidsplan slipper jeg for konstant at have dårlig samvittighed. Der skal også være tid til bare at sidde derude og hygge sig.
Da jeg boede alene var det der med madlavningen aldrig særligt højt prioriteret. Det hændte da - især i weekenderne - men det var bare noget der skulle overståes. Der er ikke særligt meget sjov i blot at lave mad til sig selv.
I dag er det jo helt anderledes. For tiden hygger jeg mig med at lave aftensmad i mit lille køkken, med solskin og fuglefløjt ind gennem de åbne køkkenvinduer, indtil jeg kan kalde på Simon, når maden er klar. Det kommer jeg til at savne, når han en dag flytter hjem igen. Altså med mindre jeg vælger at følge familierådgivningens forslag om at blive permanent plejefamilie, hvorved jeg konstant vil kunne have skiftende beboere på drengeværelset. Den overvejelse er ikke afsluttet endnu. Mere om det en anden dag.
Da jeg lavede nyt køkken valgte jeg at få et køleskab i mellemstørrelse. Jeg har altid haft små køleskabe. Der har trods alt aldrig skullet være plads til andet end coladåser, remoulade og en pakke Kærgården. Jeg har altid moret mig over folk som havde gigantkøleskabe med dobbeltdøre. I dag savner jeg et gigantkøleskab med dobbeltdøre. Hver eneste dag er jeg nødt til at flytte rundt på tingene i køleskabet, for at få plads til det hele. Jeg køber typisk ind til en fire-fem dages madlavning, og da der også bruges enorme mængder æblejuice, pålæg og mælk, og samtidigt står en masse lidt sjældnere anvendte varer på køl, så kniber det godt nok med pladsen. Desværre er mit køkken ikke stort nok til at jeg kan klemme et større køleskab ind. Også skabspladsen og bordpladsen er jeg lidt i bekneb med, nu hvor køkkenet bruges til meget mere end kaffebrygning, men i det mindste så tvinges man da bare til at få fjernet alle de apparater fra køkkenet, som man aldrig bruger. Fx undrede jeg mig meget over, hvorfor mine flyttekasser indeholdt 3 kogekander og 3 forskellige foodprocessorer - hvoraf de to slet ikke var pakket ud. Nu har den nyeste - som var en gave fra mine forældre - fået lov at overleve, mens de andre er stillet ned i kælderen. Ned til den gamle foodprocessor, som kun bruges når vi hos spejderne hakker opblødt avispapir i stykker, for at lave genbrugspapir.
Jeg har altid svoret til at gøre mine indkøb i Bilka. En sjælden gang imellem tager jeg i Kvickly Xtra, hvilket jeg kun gør når det skal gå hurtigt, da alle kunderne er ovre i Bilka og det derfor kun tager 5 minutter i Kvickly.
Nogle af mine bekendte synes dog at Kvickly er en fremragende forretning, og jeg besluttede mig derfor til at give det en fair chance. 2 ugers dagligvareindkøb er blevet henlagt til Kvickly - uden fordomme.
I dag er min dom klar. Kvickly er ALT for dyr. På identiske varer er Kvickly i hvert eneste tilfælde dyrere end Bilka - fx Senseo kaffepuder der koster 22 kroner i Kvickly mod 19 kroner i Bilka. Også på sammenlignelige varer er det tilfældet - fx ved de billigste discount-kogeposeris, frugter og grøntsager. For slet ikke at tale om kød, hvor man føler sig hensat til Sovjetunionen.
Så kunne man måske håbe at kvaliteten så til gengæld var bedre. Forleden dag skulle jeg købe bagekartofler. Kartoflerne i Kvickly havde så mange øjne, at jeg blev helt genert af at se ned i kassen, og skinnebenene på en lilleputfodboldspiller har færre blå mærker end det var tilfældet både på kartoflerne og peberfrugterne.
Kvickly Xtra er en besynderlig butik, hvor man ikke kan undgå at have fornemmelsen af, at de har sat sig mellem to stole. De prøver at være lidt af det hele, og som altid, når man forsøger den slags i enhver sammenhæng, så vil man fejle.
Ved indgangen har de det, der mest af alt minder om et kronemarked. Her har de en masse forskelligartet tingeltangel til ikke ret mange penge - præcis som det er tilfældet i alle REMA1000 og Aldi-markeder. Sjovt at gå på opdagelse i, men ikke særligt nyttigt i forhold til dagligevareindkøbene.
Derefter følger en afdeling med tøj, hvor udvalget er rimeligt, dog uden at være overdådigt. Så følger der en afdeling med cykler og - til min stadige forundring - en stor afdeling med rejsekufferter. Så følger en mindre afdeling med kropsplejeprodukter og derefter en kolonialafdeling, der velsagtens er som de er flest. Ved bagvæggen fortæller et stort skilt at her er der "smagsoplevelser fra hele verden". Straks tror man, at her er specialafdelingen der bærer hele butikken, præcis som den lokale Løvbjerg har været kendt for sin store afdeling med øl fra hele verden. Skuffet bliver man når man opdager, at "smagsoplevelserne fra hele verden" begrænser sig til det udvalg af glas med marinerede hvidløg, pesto og salsa, som blot er en del af det normale udvalg i Bilkas langt større kolonialafdeling. Ingen redning at finde her.
Her havde jeg også en anden irriterende oplevelse. Når Bilka har varer på tilbud, så gælder det normalt for en hel gruppe af sammenhørende varer. Fx 3 stk Haribo poser, hvor man selv kan vælge hvilke 3 poser man ønsker, og så får man alligevel rabat. I Kvickly var der denne dag tilbud på pesto. 3 glas for 50 kroner - hvilket ikke engang er billigt, men nu manglede jeg altså lige pesto. Jeg valgte derfor 1 grøn, 1 rød og 1 hot chili pesto. Alle af samme mærke og alle sammen en del af samme tilbud. Rabat? Næ nej. Ikke medmindre jeg havde købt 3 identiske åbenbart. Jeg måtte betale fuld pris for alle tre.
Frugt og grønt er næsten ikke værd at snakke om - mest af alt fordi 5 æbler koster hvad jeg kan fylde en hel kasse for i Bilka. Det ser ud til at Kvickly prøver at slå lidt mere på det økologiske, men det har ærligt talt aldrig været min førsteprioritet. "Statskontrolleret økologisk" indgyder ikke den store æresfrygt her, og jeg føler absolut ingen garanti for, at de ikke har fået ligeså meget pulver, som alt det andet.
Så har de også en afdeling med forbrugerelektronik, hvor håndstøvsugere er omtrent ligeså dominerende som rejsekufferterne i den anden side af butikken, og endelig en lille radio-tv afdeling og nogle hylder med legetøj. Ind imellen findes en række andre udefinerbare afdelinger - fx den afdeling der ikke helt ved om den er værktøjs- eller haveafdelingen.
Fælles for alle afdelingerne er dog, at de har lidt af det hele, men ikke det komplette udvalg. Flere gange har jeg måttet gå fra butikken uden at have fået alle varerne fra min indkøbsseddel. Fx forleden dag, hvor knægten igen var kommet hjem med et tomt penalhus. Jeg skulle købe nogle nye blyanter. De havde een variant, nemlig de klassiske gule Viking-blyanter, hvilket heldigvis også var det jeg gik efter. Jeg ville dog også gerne have et nyt penalhus til drengen, da det gamle efterhånden var grundigt slidt. Havde de penalhuse? Nej. Madkasser og drikkedunke kunne jeg finde, men ingen penalhuse. Jeg kunne selvfølgelig købe en rejsekuffert, og dermed sikre at penalhuset aldrig blev væk, men den mulighed valgte jeg at droppe.
Jeg skulle en dag også have noget mere engangsservice. Med det rend jeg har af mennesker i min have foretrækker jeg at bruge engangskrus, da jeg ellers ikke kan lave andet end at vaske op. Jeg foretrækker de kraftige engangskrus, der er formet som en lille kop med hank. Dem havde de selvføgelig ikke i deres ensomme reol med engangsservice, så også dette måtte vente til jeg igen kommer i Bilka.
Jeg har således umådeligt svært ved at finde berettigelsen for et varehus som Kvickly Xtra. Den er bestemt ikke et lavprissupermarked, hvilket kan undre, når Coop dækker hele Norden, og burde have alle muligheder for at købe stort ind og holde omkostningerne nede. Den er heller ikke et stormagasin som Bilka - det mangler der simpelthen det brede udvalg til. Den har ingen specialafdelinger, som kan tiltrække særlige kundesegmenter, og der er ikke gjort mere ud af den personlige service, som kunne opveje manglerne. Jeg begriber ikke, hvordan den butik kan overleve side om side med Bilka. Det kan den nok heller ikke i længden. Sikkert er det i hvert fald, at mine indkøb nu er flyttet tilbage til Bilka. Og der bliver de!