Forside  |  sjovide.dk  |  Mikrofoto ApS  |  IPW Systems A/S  |  Erik Menved Spejderne  |  Spejderhytten Wigwam

En sjovere hverdag - nu med jordbærsmag

Jeg møder i min dagligdag utroligt mange mennesker – personligt, telefonisk og via mail. Det er brugere som skal have support, det er forhandlere der skal have afklaret spørgsmål, det er telefonsælgere der vil sælge noget skrammel, kvalitetschefer på kursus, potentielle kunder der har fundet verdensfirmaet på Google, det er SKAT, revisoren, én der gerne vil være model og en mor der skal bestille portrætfotografering, en investeringsrådgiver der tror at han kan prakke en jyde noget på, en grafiker fra Indien og en stakkels studerende, der skal trække mig igennem en spørgeskemaundersøgelse. Mange jeg har snakket med før og mange jeg aldrig før har talt med, og som jeg næppe kommer til at tale med igen. Jeg har sjældent dage med under en snes telefonsamtaler og ofte mange flere.

Og jeg elsker det! Jeg elsker at snakke med mennesker og er (efter min egen mening) temmelig god til at smalltalke med de fleste. Når jeg møder så mange mennesker, så kan man ikke undgå at lægge mærke til nogle træk. Et af de mest iøjnefaldende er, hvor stive og formelle mange fremtræder, og til tider både vrisne og hvad der mest af alt grænser til det uopdragne.

Af alle personligheder er de eneste jeg ikke bryder mig om folk der er sure og som mangler alt hvad der ligner humor og selvironi – to egenskaber der i øvrigt for det meste går hånd i hånd. Det pudsige er jo blot, at sådan er de sjældent reelt indeni. Hvis man udfordrer dem lidt, og tvinger dem til at smide den grimme facade, så gemmer der sig jo i langt de fleste tilfælde et både venligt og rart menneske indenunder. Jeg undrer mig tit over, hvad der får folk til at have sådanne facader, og min konklusion så langt er, at det skyldes en blanding af frygt for at vise hvem man er, og ren og skær dårlig vane.

Det er nemt at sætte sig mål her i livet. ”Jeg vil være rig. Jeg vil være berømt. Jeg vil være overskudsagtig. Jeg vil være perfekt.” osv. osv. Perfekt har jeg for længst opgivet forhåbningen om, hvad de fleste sikkert kan bekræfte, men faktisk har hele listen forskubbet sig kraftigt med årene. I dag er første- og andenpladsen indtaget af nogle helt andre:

1. Når jeg lægger mig i graven, skal ingen med rette kunne sige, at ”han var fandme også et dumt svin”.
2. Jeg går ikke i seng i slutningen af en dag, uden at have fået mindst 1 til at smile.

Alle andre mål er underlagt disse, men sjovt nok tror jeg kun de bliver nemmere at nå på denne måde.

Men hvor starter man så? Det gør man lige med det samme, ved at huske at tage sig selv med, hvorend man går hen. På arbejde, på posthuset, i Brugsen og i skoven. Vil man starte i det små, så kan man blot begynde med sit hjem. Lad ikke konen udradere ethvert personligt præg i stuen – der må gerne stå en Homer Simpson bamse i hjørnet. Tænk over, hvordan du kan få postbudet til at smile. Han kommer trods alt hver eneste dag i regn og slud for at levere de rudekuverter, som han udmærket ved, at du helst er foruden. På min gamle postkasse havde jeg i mange år et navneskilt der hed ”Jan H. Andersen – altmuligmand og selvlært slyngel”. Den skinbarlige sandhed, som gav anledning til mange bemærkninger. Som en sidegevinst kunne det vel tænkes, at hvis pantefogeden kom forbi, så ville han allerede ved postkassen vide, at her er nok ikke meget at komme efter.

Ved min ringklokke sad gennem mange år et skilt med teksten ”Jans ringklokke – nu med jordbærsmag”. Ikke med nogen dybere mening, men det har dog alligevel gjort så stort et indtryk i nabolaget, at der en sen nattetime var en lettere beruset ung mand, der bankede på min dør. Han ville gerne have en luder, hvilket jeg jo måtte skuffe ham med nok fik lidt lange udsigter på denne matrikel. ”Hvad mener du så med det med jordbærsmag?”, hvortil jeg jo kun kunne svare hvad sandt var: ”Det mener jeg ingenting med udover at jeg selv synes det er sjovt” og så måtte han jo slukøret traske videre. Og hvis ikke andre kom til at grine af skiltet, så var den episode i hvert fald det hele værd!

Når du er færdig med at få postbudet og naboerne til at smile, kan du jo passende fortsætte med at tænke på dine sure medtrafikanter. De skal da også have et lille smil der midt i motorvejskøen. Klistermærker på bagsmækken er en begyndelse, men en del af dem er lidt fortærskede og letkøbte. Lav dine egne eller find på noget andet.
Til min tredive års fødselsdag fik jeg af en række nære spejderlederkolleger en stor, orange plysfugl. Den skulle være inkarnationen af min usynlige ven Ib (hvilket er en anden lang historie). Ib fik straks ærespladsen i forruden af min gamle Mercedes. Her var han gennem mange år genstand for megen grinen, fingerpegen i byen og muntre bemærkninger, hvor jeg end kom i min skrammelkasse. Grinede de af mig? Måske – men der gik ingen skår af mig af den grund. Det kostede mig ikke fem flade ører at bringe et smil på folks læber, og hvorfor så lade være? Desværre afgik Ib ved døden – den gamle spand skulle jo skubbes i havnen på et tidspunkt – men en dag får han sikkert en mindesten i min have. Der skal selvfølgelig stå ”RIP IB”.

”Jamen, er du ikke bare opmærksomhedssøgende, Jan”, vil mange spørge. Og dertil er svaret ganske enkelt: ”Jo, for helvede!”. Det er pokkers svært at være selvstændig, hvis man er trist og farveløs og går i eet med savsmuldstapetet. Og i komplet mangel på andre evner, så må jeg nøjes med det jeg har: Mit gode humør. Men prøv lige at tænke over det en ekstra gang: Næste gang du er til jobsamtale, skal du også sælge dig selv, ligesom jeg gør hver dag. Vil du så gerne gå derfra som Triste Teddy eller Muntre Molly, når de øvrige kvalifikationer er de samme?

Alting har selvfølgelig en grænse. Naturligvis skal vi ikke komme til jobsamtale i Elviskostume eller gå på arbejde iført klovnehat og rød næse. Jo, måske en enkelt gang – det kunne være sjovt – men det er jo ikke på dét plan, at man skaber munterhed. Det handler jo ikke om at være akavet fjollet, fjoget og upassende familiær overfor folk man ikke kender. Man skal jo heller ikke være som andre gamle, klamme mænd, der kommer med lumre bemærkninger til den søde kassedame, og groft udnytter, at man kan se HENDES navn på skiltet. Nej, det handler jo om bare at få folk til at tø lidt op, få et glimt i øjet og sprede et par smil – og det gør man nu engang bedst med sit eget. Prøv at sige ligesom dankort-terminalen næste gang du taster PIN-koden ind. Så skal du bare se løjer ved selv den mest fredagstrætte kassedame.

Det var jo de mange telefonsamtaler jeg indledte denne tekst med, og det er netop ved telefonsamtalerne at disciplinen med at sprede smil er langt den sværeste. Det er så skrækkeligt let at være formel, kedelig og endda grov i telefonen, fordi den giver så langt større distance end det personlige møde ansigt til ansigt. Og netop derfor er det måske så meget vigtigere, at øve sig i netop dette med at sprede smil gennem røret, hvis telefoner indgår som en væsentlig del af ens hverdag.

Et af mine vigtigste råd ved telefonretorikken er at droppe flosklerne. Jeg har aldrig været særligt god til fysisk slåskamp – min styrke ligger helt klart på det verbale plan. Men præcis som i den fysiske slåskamp er afvæbningen af modparten det vigtigste element. Og intet afvæbner bedre end at udskifte flosklerne med det som folk mindst forventer. En af mine typiske åbningsreplikker er at sige ”Velkommen hertil”, når folk har præsenteret sig. Selv hos den mest triste IT-chef afføder det altid et ”...øh tak – tihi” (eller ”tøhø” hvis det er en nordjyde) og så er første lag skåret af det formelle. Jeg siger også ofte ”Goddag den herre”, hvilket heller ikke er så almindeligt, og det giver også straks en mere munter tone – især de par gange jeg er kommet til at sige det til en kvinde...

Alle der arbejder med IT-support ved, at man engang imellem kan få nogle voldsomme verbale bredsider fra kunden i den anden ende. Nogle gange må man lyde imødekommende og et ”så for søren – den var ikke go'” kan sagtens anslå en munter tone, uden at lyde ligegyldig. Der kan også sagtens være de uberettigede bredsider, som jeg selv oplevede i dag, hvor man mest har lyst til at sige ”så slap dog lige af, du!”. Og her kommer Bedstemor And's ”vissevasse” til sin ret, og kan få selv den mest indebrændte, eddikesure bruger til at falde lidt til ro, mens man finder et mere teknisk korrekt svar frem.

Jeg tror, at jeg taler sandt når jeg siger, at jeg aldrig har lagt røret på uden at have fået personen i den modsatte ende til at smile eller grine. Tidligere på ugen, da jeg ringede til SKAT for at få oplyst en adresse til en blanket fik jeg fat i den mest triste og afvisende mand, jeg længe har hørt i telefonen. Han lød virkeligt som om han bare skulle af med den sidste idiot, der nu ringede klokken få minutter i fire – og det var trods alt MIG, der havde siddet i telefonkø i over 20 minutter for at få en oplysning, der burde stå tydeligt på deres hjemmeside. Gør jeg hans dag bedre ved at give ham et møgfald over dét? Nej, bestemt ikke. Gør jeg hans dag bedre ved at fortælle, at han har været til stor hjælp? Sandsynligvis – og i modsat fald har det jo ikke gjort min dag ringere. Sidstnævnte løsning forårsagede, at det faktisk var ham der endte med at smalltalke, og jeg er sikker på, at selvom jeg var den sidste idiot, så steg humøret en grad.

Og det er jo netop hvordan samtalen slutter der definerer, hvordan du husker den og hvordan din dag fortsætter. Slutter en samtale af med at være glad og munter, så er det jo også sådan jeg husker den uanset hvordan den startede. Og det er præcis stemningen i slutningen der er afgørende for hvordan mit humør vil være bagefter. Så det er jo ikke kun for "modpartens" skyld - det er ligeså meget for ens egen.

Jeg kunne fortsætte med at skrive om emails, men det vil jeg undlade, da jeg vist har udpenslet mit budskab nok: ”Overvej i det du gør, om du kan bringe andre til at smile”. Hvis vi alle sammen fik en vi ikke kender til at smile hver dag, ville verden så ikke blive til et bedre sted? Det tror jeg – og selvom jeg skulle tage fejl, så lad dog mig have min naive tro i fred. Men én ting er sikkert: Smil er én af de sidste skattefrie glæder vi har. Så lad os da udnytte det. Groft!

God påske! :o)

Det glade budskab

Een af mine tilbagevendende kæpheste, er folks anvendelse af upersonlige og oftest også uopdragne autosvar-emails, når de holder ferie.

Jeg er grundlæggende en humoristisk anlagt person, som har svært ved ikke at tage de fleste ting med et smil. Det gælder også for de personer jeg omgiver mig med i virksomheden, og jeg er faktisk temmeligt sikker på, at det vil være svært at passe ind i vores virksomhed uden en god portion humor og selvironi. Al kommunikation bliver lettere, også den alvorlige, når atmosfæren gennemgående er baseret på humor. Det gælder også i særdeleshed overfor kunderne.

Det er i dag blevet meget almindeligt, og i øvrigt særdeles praktisk, at hvis man skriver en email til en person der er på ferie, så får man en email retur med oplysninger om at vedkommende er væk og sandsynligvis også hvornår vedkommende kommer tilbage. Dem modtager jeg rigtigt mange af - nogle stykker hver uge. Hvad der slår mig hver eneste gang er hvor upersonlige og formelle de typisk er skrevet. Endnu mere distancerende er det, at de tit er skrevet udelukkende på engelsk - som oftest endda ukorrekt engelsk for nu at gøre ondt værre. Der er hverken indledende eller afsluttende hilsen, hvilket trods alt er et minimum for at fjerne skæret af automatisk email, og ingen henvisninger til hvem man eventuelt kan kontakte i stedet for.

Lad os lige skære helt ind til benet. En tekst som "Jeg holder ferie og er tilbage den 23. februar." er måske nok konkret og præcis, men udstråler sådan set også "Jeg er ligeglad. Skriv til nogle andre! Email afvist!" Det kunne der i princippet ligeså godt have stået, men det skriver man jo naturligvis ikke. Ferie opfattes nok af de fleste, som en helt legitim grund til ikke at være tilstede, men meddelelsen er, uanset ordlyden og begrundelsen, en negativ besked til afsenderen om, at hans email ikke bliver læst foreløbig. Ville du have været så kort for hovedet, hvis kunden havde haft dit mobilnummer og uvidende ringet direkte, mens du var på ferie? Næppe.

Når man skal give sådan en besked til afsenderen om, at hans umage har været overflødig, så kan man da som minimum tilføre personlighed og almindelig høflighed - vi behøver jo ikke smide almindelig god opdragelse ud, bare fordi der er tale om emails. Om man indleder med "Hej", "Kære kunde" eller noget helt tredie, må være en smagssag, ligesom afslutningen kan gradueres i alle varianter af "Med venlig hilsen". At indføre blot så lille en ting som en ubetydelig smiley kan løfte teksten fra den upersonlige afgrund til trods alt at have et strejf af glimt i øjet.

Hvor meget "pjank" man tilfører, må selvfølgelig afspejle hvem man er - hvor hårfin grænsen er, afhænger naturligvis af branche og arbejdsfunktion. Jeg er dog helt sikker på, at ingen er SÅ kedelige og triste, som de fleste autosvar emails udstråler. Min egen tekst afspejler i høj grad hvordan jeg nok ville have udtrykt mig i telefonen, hvis jeg skulle give samme budskab der:

---
Tak for din email.

Jeg holder ferie i øjeblikket i håbet om at blive brun og dejlig i sydens sol :o)

Jeg er tilbage igen onsdag den 23. februar, hvor jeg vil være veludhvilet og frisk til igen at svare på alskens spørgsmål.

Har du behov for assistance kan du kontakte support på telefon 7025 0214 eller support@ipwsystems.dk.

De venligste hilsner

Jan H. Andersen
Udvikling og support
IPW Systems a.s
---

Een ting er for mig helt sikkert: Med de enorme summer mange virksomheder bruger på, at få deres upersonlige forretning til at fremstå som både omsorgsfuld og nærmest familiær, så er det paradoksalt, hvor upersonlige feriemails man kan få fra selvsamme bank, forsikringsselskaber og mange andre af samme kaliber. Så går de gode intentioner lidt fløjten. Det bliver i hvert fald ikke tilfældet for den foretrukne leverandør af kvalitetsstyringssystemer ;-)

5 minutter der vil forandre din virksomhed

Der snakkes i øjeblikket så meget om, at arbejde 12 minutter mere. Hvorvidt dette er tågesnak eller vil redde nationaløkonomien, skal jeg ikke kunne sige. Jeg ved til gengæld, hvordan du med 5 minutters indsats om dagen, kan gøre en væsentlig forskel i din virksomhed:

Spørg kunderne, om de har det godt!

Det lyder fuldstændigt banalt, men prøv at tænke lidt tilbage. Hvor mange gange har du haft besøg af en tømrer, VVS-mand eller maler, eller haft mekanikeren til at kigge på din bil, hvor du bagefter er blevet ringet op af vedkommende for at høre, om alt er i orden?
Meget sjældent – og sandsynligvis aldrig. Selvom du var tilfreds med den leverede vare, ville det så ikke have haft en positiv indflydelse på dit indtryk af leverandøren? Det har det i hvert fald for mig, og vil sandsynligvis for de fleste. Og et positivt indtryk er afgørende for, hvem vi per automatik går til næste gang der skal laves noget. Eller hvem vi vil give en uforbeholden anbefaling, når venner spørger.

Selvfølgelig vil de fleste antage, at hvis man ikke har givet lyd, så er der ingen reklamationer. Men at varen er leveret fuldstændigt reklamationsfrit er ikke nødvendigvis det samme som at være tilfreds.

I brancher der er båret af omrejsende sælgere og interne salgskonsulenter, er det naturligvis ganske normalt, at sælgerne jævnligt ringer eller kommer forbi for at småsnakke og helt åbenlyst for at fremvise varer og sælge mere. Det er bare ikke særligt udbredt blandt servicefagene. Jeg er aldrig blevet ringet op af en håndværker, for at høre, om jeg fortsat var tilfreds med det leverede. Eller min tandlæge, min revisor eller min vinduespudser. Autoværkstedet og TDC har jeg oplevet det fra – sidstnævnte dog tydeligvis en medarbejder med et indstuderet spørgeskema, så her går effekten lidt tabt. Så snart der er tale om virksomheder, der ikke har en traditionel salgsfunktion, men mere er håndværkere i bredeste forstand, så bliver denne ”kælen” for kunderne glemt.

Jeg har gjort det til en vane, at jeg hver dag enten ringer eller skriver til en kunde. Enten én, der har fået lavet noget nyt for ganske nylig, så det giver en anledning, eller én af dem, man ikke har hørt fra i lang tid. Manglende jævnlig kontakt er en ikke usædvanlig grund til, at man kan miste kunder til konkurrenten (med en fortid i CMS branchen med tusind ivrige konkurrenter ved jeg, hvad jeg snakker om).

Når vi gør det i min virksomhed, så er effekten ikke til at tage fejl af. Den første gang kunden får sådan et opkald fra en tekniker, bliver de overraskede. Og så har de lige et par spørgsmål, som de endnu aldrig har fået ringet om, og ganske ofte har de faktisk også lige et ønske eller to, som vi godt lige må sende en pris på.

De 5 minutter jeg nævnte i starten er selvfølgelig ikke altid helt korrekt. Nogle gange kan det godt blive til en halv times samtale, men så længe det ikke er snak for snakkens skyld, og du ikke spilder kundens tid, så er det jo netop ikke spild af din tid heller. Du er i gang med at forbedre din vare, afværge utilfredshed, afklare små detaljer i samarbejdet og ganske ofte også notere ordrer ned.
Ofte kan en email sagtens være tilstrækkelig. Omstændighederne og den øvrige kontakt til kunden skal afgøre, om en email virker distancerende eller som almindelig hensyntagen til kundens tid. Og naturligvis skal dette ikke alt sammen blive så indstuderet og foretages så ofte overfor de samme kunder, at det kommer til at virke systematiseret og upersonligt. Formålet er jo netop, at få personligheden og omsorgen ind i billedet.

Mit budskab med dette er ganske enkelt, at disse 5 minutters daglige indsats udgør en kolossal og ofte uudnyttet kilde til forbedring af både goodwill og salg. Det er 18 timer om året. Jeg garanterer for, at du ikke med 18 timers andet arbejde, kunne skabe samme fremgang i din virksomheds anseelse.

Prøv det!

Søgemaskineoptimering på steroider

Mit levebrød handler om at "blive fundet". I bogstaveligste forstand. Fra kvalitetsstyringssystemer og dokumentstyring til fotografering, stockfotos og udlejning af spejderhytter handler alt hvad jeg beskæftiger mig med i bund og grund om at dukke op på Googles søgeresultater.

Selv i dag, hvor Google i mere end et årti har været en defacto standard for søgninger på nettet, er det dog stadig et område der er omgærdet af en vis mystik. Og som alle mystiske områder har det sine mørkemænd, der villigt stiller op og vejleder i den sorte magi. Jeg oplever ofte, at mine kunder har haft besøg af søgemaskineeksperter, der afleverer mere eller mindre relevante rapporter om deres websteds søgemaskineegnethed. Ofte er der tale om rapporter, der er genereret automatisk af et eller andet stykke 49 dollars software, og rådene fra søgemaskineeksperten er på niveau med et brevkursus.

Selvfølgelig er det ikke nemt, for så ville alle gøre det. Og selvfølgelig er der brug for vejledning. Der er nogle enkelte genveje til det optimale udbytte, og nogle faldgruber man skal undgå, men samlet set er der kun 1 vej: Hårdt arbejde!

Jeg har haft temmelig stor succes med det, men det er også resultatet af masser af arbejde siden 2001. Jeg har godt og vel 3.000 længere artikler online - plus det løse - om alt fra kvalitetsstyring, content management, programmeringsmetodik, SQL databaser, fotografering, husrenovering, vingummiopskrifter, sanglege, min mening om Det Konservative Folkeparti, rejser her og der, anmeldelser af forlystelser, og store og små ting fra livets gang krydret med lidt noveller og essays. Kombineret med billedvisningssider, sideoversigter og dummy-websites med krydsreferencer har jeg omkring 50.000 individuelle websider med mine firmanavne, brands, mit navn, foreningers navne og krydsreferencer imellem dem og naturligvis en masse tekstindhold med relevante ord, som Google kan guffe. Jeg har tidligere fået møflet nogle af mine websites ind som links på højtkvalificerede websites, hvilket forøger min PageRank på Google betragteligt, og jeg sørger naturligvis for at udnytte Googles sekundære redskaber med sitemaps, Google Places og lignende, så jeg er sikker på, at Google kommer godt og grundigt rundt i alle kroge af mine websites. Og selvfølgelig også både AdWords og AdSense, så Google og jeg har fælles interesser i at det fungerer optimalt :-)

Udnyttelse af sociale medier er naturligvis også meget vigtigt. Når jeg publicerer artikler på blandt andet Facebook oplever jeg et tydeligt peak i visningsstatistikkerne på alle sites - ikke kun det site som artiklen ligger på. Min deltagelse i online-debatforums ledsages selvfølgelig også af links til mine tilhørende relevante websites, så indekseringen af debatforumet også bidrager til min PageRank.

Resultatet er samlet set, at mine websites trækker enorme mængder af besøgende og der fremvises hundredetusindvis af artikler hver eneste måned. Udover kunder i butikkerne giver det også sjove oplevelser, som at blive kontaktet af medier i min egenskab af ekspert i aktiv fritid :-) Eller uhensigtsmæssigheder, som de år hvor Erik Menved Spejderne indtog de øverste pladser på Google ved søgning på "spejder", hvor jeg ofte blev kontaktet telefonisk af folk der skulle have fat i Det Danske Spejderkorps' hovedkontor. Jeg giver til stadighed gode råd, når folk skal finde "den der spejderhytte, der ligger inde i en skov tæt på en sø" ;-) Sådan er der så meget...

I et par år har de fleste af mine websites ligget relativt stille hen, da arbejde, familieliv og andre gøremål har lagt beslag på det meste af min tid. Fra slutningen af 2010 har jeg dog været i gang med at give det hele en genfødsel med opfriskning af det grafiske udtryk (det er nemlig også vigtigt for at kunderne anser siden for troværdig) og selvfølgelig med fornyet produktion af indhold. Lige nu mangler jeg faktisk kun at give to websites en grafisk overhaling og ambitionen er, at der publiceres mindst 1 artikel dagligt - på eet af mine sites. Og lad mig være ærlig - artiklerne ligger på lager i færdig eller næsten færdig form et godt stykke ud i fremtiden, for i det daglige har jeg sjældent lige tid til at sætte mig ned i en times tid og forfatte nogle vise ord - eller noget der ligner.

Så det betaler sig i allerhøjeste grad. Jeg lever af det. IPW Systems lever af det. Wigwam lever af det. Det sælger sagsstyring, det sælger billeder og det sælger overnatninger. Og det sælger illusioner - for "web presence" er i høj grad et spørgsmål om iscenesættelse. Det lugter af penge!

Huskede jeg at nævne, at jeg også rådgiver lidt om søgemaskineoptimering? Ellers vil jeg da lige nævne det. Jeg træffes hos IPW Systems A/S på 7025 0214 og jha@ipwsystems.dk :-)

Klar, parat, start

Godt Nytår ønskes alle derude.

Det har været fantastisk med nogle dage, hvor der har været tid til at få muget lidt ud inden det nye år starter. "Muget ud" som i få gjort nogle af alle de ting, der ellers sjældent finder plads i dagens program. Som fx at få ryddet op i Dokumenter-mappen på computeren, få opdateret softwaren på telefonen, få leget med lidt grej og - nå ja - få smidt nytårspynten ud :-)

Blev lidt overrasket over hvor bøvlet det er at opdatere sådan en Android-telefon. Havde forventet at det var lidt mere automatiseret og ikke mindst at backupen af systemindstillingerne var lidt mere brugbar. Næste gang tror jeg ikke engang at jeg vil gøre mig umage med sidstnævnte. Men rart at få den ajourført, så tingene virker lidt mere gennemførte. Fx at det danske tastatur rent faktisk fungerer og forhåbentligt også, at den ikke går kold cirka en gang om dagen.

Eftermiddagen gik blandt andet med at lege med remote control til mit kamera, hvor jeg har købt en billig Zigview, der (i teorien) kan vise kameraets display på afstand. I teorien fordi det ikke virker, så den skal nok sendes retur til ombytning. Fjernudløserdelen af apparatet virker dog med hvilken ovenstående foto er taget. Vi fotografer er notorisk dårlige til at få taget billeder af os selv :-)

Alt for nu - der er flere småprojekter der skal gøres kål på!

Trolden der var så bedrøvet

Engang for mange år siden levede en trold der hed Gumle. Gumle boede i de mørke skove sammen med sin mor, sin far og sine 2 brødre.

Hver eneste dag fik Gumle at vide, hvor fæl de andre syntes han så ud. Han var da en kraftig lille trold, og måske lidt mere lådden end de fleste, men fæl er nok så meget sagt. Altid var de andre efter ham - selv hans mor skændte på ham den ganske dag.
- "Hvad har vi da gjort, siden vi skal have så grim en trold som dig", sagde hun, når han kom ind i hulen.
Gumle måtte altid søge ud i skoven for at få fred. Her vandrede han rundt alene indtil mørket faldt på, så han kunne liste tilbage til hulen for at sove. Altid gik han med blikket mod jorden og håbede, at de andre ikke ville bemærke ham.
En dag havde de andre trolde været så grusomme ved ham, at han igen løb ud i skoven for at græde. Han var så ked af det, at han denne dag ikke ville gå hjem igen.
I stedet begyndte han at gå. Hele vejen gennem skoven gik han, alt imens han græd. Skov blev til krat og krat blev til eng, vidtstrakt med blomster i alle farver. Gumle bemærkede slet ikke den smukke eng, men fortsatte blot gennem det høje græs med bøjet hoved.
Pludselig mødte han en kat, der hoppede rundt efter sommerfugle.
- "Hvorfor er du så bedrøvet", spurgte katten, da den så Gumle med tårerne løbende ned ad kinderne.
- "Fordi de andre driller mig med, at jeg har alt for meget hår over det hele".
- "Hvorfor er du da ked af dét", spurgte katten forundret. - "Jeg har da også hår over det hele. Det er derfor jeg er så blød at røre ved".
- "Ja, det er du rigtigt nok", sagde Gumle, da han forsigtigt prøvede at ae katten. - "Bare jeg var en kat, som alle ville kramme".
Han begyndte at græde igen og gik videre over engen.
Der gik ikke lang tid inden han mødte en hund, der prøvede at fange kaniner på engen.
- "Hvorfor er du så bedrøvet", spurgte hunden, da den så Gumle med tårerne løbende ned ad kinderne.
- "Fordi de andre driller mig med, at jeg har så store ører".
- "Hvorfor er du da ked af dét", spurgte hunden forundret. - "Jeg har da også store ører. Det er derfor jeg kan høre den mindste lyd".
- "Ja, det har du rigtigt nok", sagde Gumle. - "Bare jeg var en hund, der kunne passe på min herre".
Så begyndte han at græde igen og gik videre over engen. Snart nåede han bjergene på den anden side og fortsatte over dem.
Højt oppe i bjergene mødte han en elg.
- "Hvorfor er du så bedrøvet", spurgte elgen, da den så Gumle med tårerne løbende ned ad kinderne.
- "Fordi de andre driller mig med, at mine horn er så store".
- "Hvorfor er du da ked af dét", spurgte elgen forundret. - "Jeg har da også store horn, men det er fordi jeg er den ældste og klogeste af alle elgene her".
- "Når du er så klog, må du kunne fortælle mig hvad der er på den anden side af bjergene", snøftede Gumle.
- "Der bor træernes dronning", fortalte elgen. - "Sæt du dig op på mit hoved, så skal jeg bære dig til bjergets top", sagde han og bukkede sig ned. Gumle kravlede forsigtigt op på elgens hoved og tog fat i geviret. Elgen skød en vældig fart op ad bjerget, og snart havde de nået bjergets tinde.
- "Tak", sagde Gumle, da elgen satte ham ned på jorden igen.
- "Lykke til på rejsen", sagde elgen, inden den igen forsvandt ned ad bjerget.
Gumle begyndte at græde igen, som han stod ganske alene på bjergets top. Han begyndte at gå ned ad bjerget på den anden side. Han græd i dage og nætter og mødte ikke flere på sin lange vandring. Endelig nåede han bjergets fod, hvor en kraftig skov rejste sig.
Aldrig havde han set så tæt og mørk en skov før. Han gik langs skoven for at finde et sted, hvor han kunne gå ind. Han gik og gik, men skoven blev kun tættere og mørkere for hvert skridt han tog, og intet sted lod skoven ham indenfor.
Da mørket faldt på satte Gumle sig ned i græsset og begyndte at græde igen. For han var så ked af det og tilmed meget træt, og han følte sig helt alene i verden.
Han ænsede slet ikke den lille guldsmed, der lydløst fløj rundt om ham. Den landede yndefuldt på hans fod.
- "Hvorfor er du så bedrøvet", spurgte den ganske forsigtigt. Gumle så sig forskrækket omkring indtil han opdagede guldsmeden.
- "Fordi jeg ikke er en kat eller en hund eller en elg, men bare en grim trold som ingen kan li' ". Han tørrede nogle tårer væk fra øjnene. - "Bare jeg kunne flyve ligeså smukt som dig", snøftede han.
- "Hvor ville du så flyve hen", spurgte guldsmeden og blafrede lidt med sine fine vinger.
- "Så ville jeg flyve højt, højt op under himlen og aldrig komme ned igen".
- "Men du har jo noget, som ikke mange har", sagde guldsmeden.
- "Hvad er det", spurgte Gumle og så forundret ud.
- "Du har et stort hjerte og det er noget af det smukkeste der er til".
- "Se!" Guldsmeden pegede op med sit ene tynde ben.
Gumle så op mod himlen, hvor alle stjernerne lyste mod den sorte nat.
- "Se hvor smukke de er", sagde guldsmeden. - "Stjernerne er alle de gode hjerter. De er der hele tiden, men vi ser dem først når natten er mørkest".
- "Kom med mig", sagde guldsmeden og lettede fra Gumles fod. Gumle rejste sig forsigtigt op, selvom han var meget træt. Guldsmeden fløj hen til skoven, og de tætte træer og buske gled forsigtigt til side. Gumle rendte efter så stærkt hans små ben kunne følge med. Foran ham og hans glinsende ven fortsatte træerne med at glide til side, og bag ham lukkede de sig igen til mørk og uigennemtrængelig skov. De nåede frem til en stor lysning og pludselig, i et glimt af lys og stjerneregn, blev guldsmeden til et kroget egetræ midt i lysningen. Da den talte igen, var det med alle træernes stemmer.
- "Jeg er træernes dronning, min ven. I min skov kommer man kun ind, hvis man aldrig har gjort nogen fortræd. For vi træer passer på hinanden, uanset om vi er store eller små, ranke eller krogede. Du har grædt mange tårer for at finde mig. Nu skal du lade dit hjerte råde."
Derefter tav hun for altid, og strakte sine grene så højt mod himlen, som de kunne nå.

Og i dronningens skov levede Gumle resten af sine dage. Han fældede aldrig en tåre igen, for han vidste, at en dag ville han skinne smukt mellem de andre stjerner.

Genopstandelse

Hvor genopstandelse jo egentlig hører til på et andet tidspunkt end Julen, så er Julen dog et passende pusterum, hvor der kan blive taget hånd om det der er forsømt. Specielt når det drejer sig om tilbageblik og reflektion, er der næppe noget bedre tidspunkt end når året går på hæld. Og tilbageblik og reflektion er vel i bund og grund hvad en personlig blog handler om.

I næsten 2 år har denne blog været stort set urørt af min hånd. Tilværelsen har budt på mange andre udfordringer og projekter, som ikke har efterladt den fornødne plads til også at holde bloggen vedlige. I mellemtiden er det dog blevet til et par andre blogs på hhv www.jhandersen.com og www.jhandersen.dk, men disse er nok mere af interesse for fotofolket.

Nu synes jeg at tiden er kommet for en genoplivning af denne gamle sag. Den har derfor fået et nyt layout, en række nye funktioner og indholdet er blevet gået igennem for at sikre et vist aktualitetsniveau. Der mangler nok stadig lidt hjørner her og der - hav tålmodighed. Og hvor den tidligere har været næsten pinligt fri for fotografier, så er indretningen af den nye blog lavet med henblik på, at der skal være lidt flere fotos - de snapshots der ellers aldrig kommer videre end til min egen harddisk.

Genoplivning af nærværende blog stod på min to-do liste for 2010 og det betyder dermed, at jeg nu kan sætte endnu et kryds i mit regneark. "Mission accomplished" er tæt ved inden arket ryddes for at gøre plads til målene for 2011.

Jeg er blevet spurgt mange gange de sidste par år, om jeg ikke snart fortsætter min saga om livet omkring de 30. Og hertil er svaret et rungende "Ja". Hvor livet som eneboer omkring de 30 pludselig tog en uventet drejning, så er der jo stadig brug for fyrtårne til at guide kommende generationer af ungkarle. Derfor vil værket naturligvis blive fuldført som lovet i perioden fra nu og frem til 2014.

Men bortset fra dette vil bloggen som tidligere blot være min personlige spalteplads, hvor jeg vil ytre mig om de ting jeg nu måtte have en mening om. Og det er som bekendt meget få ting jeg ikke har en mening om.

For nu at gøre dette indlæg blot en lille smule vedkommende og aktuelt, så lad mig slutteligt tilføje, at dagen i dag var tidspunktet for den årlige julekomsammen i den ene halvdel af den pukkelryggede familie. Pakkespillet er fast inventar, og selvom man skulle tro at jeg da måtte have temmeligt meget held i spil, så er det sjældent tilfældet. Heller ikke i dag. Men julekål det fik vi.

Glædelig Jul!

Billeder i bundter

Så er der igen i aften blevet sendt et bundt billeder afsted til fotobureauerne. Med en årlig produktion på tusindvis af færdigredigerede billeder til kommerciel brug, så skal der en del over disken hver uge.

Glæden er, som det skete i morges, at vågne op til en fuld godkendelse af alle billeder i en sending. Så har man åbenbart haft fat i noget af det rigtige den dag :-) Jeg er dog forholdsvis selvkritisk hvad billeder angår, så min godkendelsesprocent ligger generelt tæt på 100. Hellere sortere lidt for mange fra, end lidt for få.

Det giver til stadighed anledning til forundring, når billeder bliver solgt gennem fotobureauerne. Jeg har oplevet adskillige gange, at billeder der blev taget nærmest for sjov bliver det store hit, mens billeder der var resultatet af nøje planlægning og som kostede en formue at lave aldrig rigtigt bliver til nogen stor handelsvare. Så sent som i går solgte jeg et billede af en gammel sko der ligger og flyder i noget mudder - et snapshot jeg tog for mange år siden ude i skoven med mit kompaktkamera.

Og så er det svært ikke at sidde og fundere over, hvad alle disse billeder mon egentlig bliver brugt til. Alt fra glade børn der leger til døde mennesker i lighuset. Jeg har ingen anelse om, hvilke artikler, brochurer, rapporter eller websites billederne indgår i rundt omkring i verden, men det kunne godt nok være sjovt at vide.

Kanon Canon

Så kom den endelig. I går - efter at jeg den seneste måned har kontrolleret Canons website dagligt.  Den længe ventede afløser for Canon EOS 5D, nemlig Canon EOS 5D Mark II. Den er allerede blevet bestilt, men der går desværre en måneds tid endnu inden distributørerne kan levere. Så jeg må nøjes med det "gamle" kamera lidt endnu.

I går morges kom der en anden længe ventet anskaffelse. Jeg har savnet en rigtigt god skærm til billedbehandling, og efter lang tids overvejelse faldt valget på en 22" EIZO FlexScan skærm. Den er tung som arvesynden, og ikke særligt fiks at se på, men for pokker hvor har den en flot gengivelse af billeder. Dens S-PVA panel er klasser bedre end i de normale LCD-skærme. Jeg er ret sikker på, at en del af weekenden kommer til at foregå i Photoshop, for jeg har vist liiiige et par gamle billeder, der skal justeres lidt i farverne...

At vælge sine venner

Det er forunderligt, som vores valg af venner, kan have stor betydning for, hvordan vi bliver. Eller i hvert fald for, hvordan vi bliver i andres øjne. Man kan vælge de skidte knægte - og selv blive set på som en skidt knægt. Eller man kan vælge de kloge piger, og have nem adgang til at få lavet sine lektier.

Engang imellem er man nødt til at stoppe op, og betragte sin vennekreds lidt fra oven. Har de gjort gavn i livet, eller har de blot gjort det hele til en uredelig suppedas af problemer?

Det punkt er jeg nået til, og det var ikke nemt. Men jeg er principfast, og jeg er nødt til at tage hensyn til mine egne behov, også selvom jeg måske sårer andre.

Nu er det gjort. Farvel Viggo Mortensen og Sascha Dupont. I må finde en anden Facebook-ven!

Reboot

For mig er det sommerferien og ikke nytåret, der markerer årets afslutning og start. Med sædvanlig præcision lå mine feriedage i den mest regnfulde periode - i år dog heldigvis ikke på sommerlejren. Men resten af tiden har jeg kunnet gå derhjemme og savne nogle dejlige sommeraftener med mulighed for at finde grillen frem. Den har ikke været fremme siden tørken startede i maj. Jeg håber da, at der kommer nogle varme efterårsaftener, hvor den igen kan komme til sin ret.

Ellers er der ikke sket så meget. Lidt komsammener, en spejderlejr mere, lidt gåture her og der, og oprydning derhjemme. I morgen starter hverdagen på en frisk, og fra dag eet er kalenderen fyldt op med aftaler. Det er sikkert også meget godt. Det er næppe sundt at sove så længe hver morgen...

Tæt på

De sidste par dage har jeg været på gåture sammen med Simon i nabolaget. Blandt andet omkring Nørrestrand. Ved sådanne lejligheder lader jeg naturligvis ikke kameraet blive hjemme, og jeg finder altid en masse der skal tages billeder af. Gang på gang har jeg savnet muligheden for at gå rigtigt tæt på, og nu skulle det være slut. Kameraet er i dag blevet suppleret med et længe ønsket 300 mm teleobjektv. Selvom det jo ikke ligefrem gør kameraet til en letvægter, at der sættes et objektiv på der er dobbelt så stort som kamerahuset, så giver det altså nogle helt andre muligheder for at zoome helt op i næseborene på køerne inde på markerne. I mangel af bedre motiver her til aften er Sussi (kat) blevet fotograferet så meget, at hun sandsynligvis har fået svejseøjne. I morgen skal vi utvivlsomt på gåtur igen, og billederne bliver med garanti tæt på :-)

Timeglasset vendes

Så er endnu en sommerlejr slut. For mit vedkommende den fjortende af slagsen. For tredje gang i min tid som spejderleder, var sommerlejren en cykeltur ad Hærvejen til Tyskland. Her fik vi tilbagelagt 261 kilometer, og fik sovet i bivuak og sheltere i en uges tid.

Som alle foregående sommerlejre var det en fantastisk tur fyldt med gode oplevelser, som er blevet føjet til den allerede bugnende samling af slagsen. Alligevel markerer sommerlejren altid et punkt i spejderåret, som er en lille smule vemodigt, oveni alt det gode.

Som spejderledere udfylder vi en mærkværdig rolle. Vi er ikke spejdernes forældre, men tager alligevel del i deres opdragelse og dannelse. Vi er heller ikke deres lærere – de er der ikke af pligt, ligeså lidt som vi er, men vi giver dem trods alt noget lærdom og udfordring. Vi er heller ikke deres venner – vi er fortsat voksne, som skal sætte grænser og være forbilleder, men kan alligevel være fortrolige og store legekammerater. Vi udgør en rolle, som er en blanding af det hele, og som jeg ikke kender tilsvarende. Til trods for sin noget diffuse karakter, så anser jeg den naturligvis for både meningsfuld og værdifuld. Ellers var det næppe blevet til så mange år.

Jeg er spejderleder for de 10-13 årige. Det er sandsynligvis den periode i børnenes liv, hvor deres personlighed undergår de største forandringer, og hvor de reelt tager den form, som de vil have resten af livet. Som spejderledere kan vi ikke tage æren for deres personlige udvikling. Den ære skulle helst i vidt omfang tilfalde nogle andre. Vi kan dog uden tvivl tage æren for et lille hjørne, og jeg tror, at det er alle spejderlederes håb, at disse børn vil have gode minder om deres spejdertid – også når deres spejderledere engang for længst er døde og borte. Ikke fordi de skal ære os og lægge blomster på vores grav. Dertil er vores rolle alt for beskeden og kortvarig. Om 50 år vil vi blot være flygtige glimt i deres tidlige erindringer, præcis som mine egne erindringer fra den periode i mit liv. Men jeg håber, at vi har skabt venskaber mellem spejderne – kimen til livslange venskaber, og venskaber med nogle mere ligesindede, end de måske finder andre steder. For jeg tror ikke, at der er noget der er mere vigtigt for et lykkeligt og afbalanceret liv end gode venskaber. Jeg håber også, at vi har været med til at skabe nogle unge hjerter, som kan have følelser for andre, og som engang imellem er villige til at drage omsorg for andre på bekostning af egne behov. Hvis det er lykkedes med bare én af dem, så har det været hele umagen værd, og givet vores arbejde mening.

Alt dette gør vi alene på grund af passion. Ikke kun passion for spejderarbejdet i sig selv, men i mindst lige så høj grad passion for spejderne. For vi holder af de unger, og har bekymringer og føler ansvar for dem, næsten som om de var vores egne. Vi har taget os af dem når de var kede af det eller var kommet til skade, vi har leget og slåsset med dem, skældt ud når det var på sin plads, og set at de nu og da har taget lidt lærdom til sig. De har været sure på os, når vi har presset dem ud over deres grænser, og vi er blevet gode venner igen, selv når de har fået opvasketjansen. Vi har grinet sammen med dem og har overrasket dem med pudsige indfald, som kun store legebørn kan finde på. Mange af dem har jeg kendt siden de var 6-7 år gamle, og gennem al den tid kommer man til at elske alle de særheder og egenskaber, som gør dem til små, unikke personligheder.

Netop derfor gør sommerlejren en lille smule ondt. Den er nemlig den sidste tur for den ældste årgang, inden de skal videre i deres liv. Jeg har tilbragt aftener, weekender og sommerferier sammen med dem i antal, som jeg ikke længere kan tælle. De har givet mig mindst lige så mange oplevelser og minder, som jeg selv har givet dem. Herefter er der mange af dem, som jeg kun vil møde tilfældigt, eller måske slet ikke. Jeg kommer til at savne dem. En lille bitte smule af mig dør hvert eneste år, når sommerlejren er slut, selvom jeg inderst inde godt ved, at alting har sin tid, og at vi alle sammen skal videre i livet. Så er der kun tilbage at håbe, at de får et godt liv, og at de måske en dag vil møde op med en lille dreng eller pige, som skal være spejder. Måske er jeg der stadig til den tid – måske ikke. Det er i sig selv ubetydeligt.

Og om nogle uger så starter der et nyt hold. Nye væsener der skal vandes og plejes, og som med tiden vil udfylde hullet fra de foregående. Timeglasset bliver vendt endnu en gang.

En myte bliver født

Nyhederne på DR1 havde her til aften en sensationel historie om, at GPS i mobiltelefoner er den store trussel mod vores privatliv. Det blev fortalt, at med GPS kunne alle pludseligt følge med i hvor man var henne, og var krydret med en historie om en håndværker-mester, der havde afsløret sine medarbejderes sorte arbejde på den måde. Historien er gengivet her. Blandt andet fortæller historien:

"Derfor installerede han sidste efterår GPS i sine varevogne.
- Jeg kunne sidde ved min computer og se, hvor bilen befandt sig minut for minut. Der fik jeg syn for sagen."

Da spidsede jeg da godt nok ører, for det ville da i allerhøjeste grad være nyt for mig. Meget hurtigt blev jeg dog klar over, at der var tale om, at man brugte ordet GPS i flæng om både de apparater vi bruger til at finde vej, og GPS-sporingsenhederne, som man netop kan bruge til at lokalisere biler, både, computerudstyr o.lign. - især i forbindelse med tyverisikring.
Endnu værre er det, at man i slutningen af interviewet havde formanden for "Rådet for Større IT-sikkerhed" til at bekræfte problemerne, uden at han dog understregede at det at have GPS (vejviser) i sin mobiltelefon altså IKKE er det samme som at have en GPS-sporingsenhed. Mest skræmmende er det dog, at han efterlyste en udmelding fra både Folketinget og Etisk Råd. Skræmmende fordi deres håndtering af tekniske kendsgerninger jo sjældent bunder i indsigt.

Og således blev en myte født.

Gad vide hvor mange mennesker der nu i komplet vildfarelse smider deres GPS-vejviser ud?

I spjældet med dem

En 16-årig pige er blevet stukket ned på Strøget af en 13-årig dreng klokken 02 natten til i dag. Drengen var sammen med to 14-årige. Skrækkelig historie.

Det efterlader spørgsmålet: Hvad fanden laver børn på 16, 14 og ikke mindst 13 år på Strøget midt om natten midt på ugen? Ja - på en hvilken som helst ugedag. Hvad foregår der inde i hovedet på deres forældre? Foregår der overhovedet noget, eller sidder de bare derhjemme og er ligeglade? Een ting er hvad de sociale myndigheder nu gør ved den 13-årige - det er nok desværre allerede for sent. Noget andet er, hvad man burde gøre ved forældrene. Det burde være muligt at holde forældre direkte ansvarlige for manglende omsorg, opdragelse og opsyn. Hvis ikke risikoen for at miste sit barn er stor nok grund til at tage sig af det, så kan det da være, at de har respekt for 3 måneder bag tremmer.

Men hvor pokker skal vi have alle de fængsler?

Sportsidioter

Ja, her tror man, at man skal slappe af med noget fjernsynskiggeri, efter en dag hvor jeg har snakket i telefon uafbrudt siden klokken 8 - og fået nået ikke en skid. Et enkelt blik på ontv.dk afslører desværre det modsatte. Jeg kan vælge mellem "Hercule Poirot", bold, bold, bold, bold, mere ligegyldig bold og "Herskab og Tjenestefolk". Eller jeg kan blive på den kanal Simon efterlod fjernsynet på, og se "Brandy og Hr. Vimse". De er nu i øvrigt også meget sjove - hvilket man derimod ikke kan sige om Hr. Poirot.

Så jeg tror bare, at jeg udskifter min fjernsynskiggeraften med en vaske-gulv-på-badeværelset-aften.

Hvorfor er det lige, at jeg betaler 3.000 om året for 30 kanaler, der ikke er værd at se?

Ligesom man kan sætte et "Ingen reklamer, tak" skilt på postkassen, så burde man kunne sætte et "Ingen sport, tak" på parabolen. Nu har jeg så desværre heller ingen parabol, men det ville være endnu en god grund til at få det. Hvorfor skal vi være tvangsindlagte til at se diverse opblæste, opreklamerede, overbetalte og ikke mindst dopede narrøve, stort set hver gang vi tænder for fjernsynet? Hvorfor skal dette ligegyldige bullshit udfylde en trediedel af alle nyhedsudsendelser? Der må ikke sendes reklamer i børne-primetime, og der må ikke reklameres for spiritus og tobak overhovedet. Men man må gerne udfylde hele sendefladen med narkomaner der er ved at cykle over et bjerg, og 22 klumper anabolske steroider der render rundt efter en bold.

Nå - jeg havde et gulv der skulle vaskes.

Mastodonter i krise

Så blev Skat, politiet og Økonomistyrelsen, og sandsynligvis også andre, sendt til tælling af et nedbrud hos CSC. Årsagen er efter sigende en fejl i en DB2-opdatering. Nu sidder jeg spændt og venter på flere detaljer. Det der er underligt er, at CSC har forklaret at problemet er forårsaget af DB2-patchen, men at de allerede fredag formiddag påtog sig det fulde ansvar for problemerne. Selvom de som leverandør naturligvis er umiddelbart ansvarlige, så virker det som en besynderlig strategi, når de sandsynligvis står overfor et enormt udredningsarbejde, og kan have en væsentlig interesse i, at sende en del af det økonomiske ansvar videre, og afbøde virkningerne af tabet i kundetillid. Så vi har nok ikke hørt hele sandheden endnu.

For CSC er der tale om intet mindre end en katastrofe i et år, hvor adskillige statslige projekter er i dyb krise, fx leverancerne til domstolsstyrelsen.

For IBM kan det også give nogle alvorlige ridser i lakken, hvis der faktisk igen viser sig skjulte fejl i DB2, som dem der for 5 år siden sendte Danske Bank i knæ i næsten en uge, og sandsynligvis påførte IBM et betragteligt erstatningskrav. Og som i hvert fald påførte deres hæderkronede DB2-database nogle seriøse skrammer.

Det er altsammen problemer, som næppe berører de DB2-systemer, jeg har med at gøre - de er i denne målestok blot lilleput-systemer. Jeg synes dog, at der er nogle interessante læresætninger i dette og de øvrige store nedbrud den seneste tid:

1. Hvis ikke leverandører som IBM og CSC kan forhindre store nedbrud, så er der ingen der kan. Der er sandsynligvis ingen der kan matche den ekspertise og de ressourcer som disse leverandører besidder.

2. Hvis store leverandører ikke kan hindre nedbrud, så underminerer det et af argumenterne for centralisering af IT-drift hos store driftscentre. Der kan naturligvis stadig være driftsøkonomiske fordele i centralisering, men så er det faktisk også det eneste tilbageværende argument.

3. Er nogle af systemerne ganske enkelt blevet for store og komplekse? Selvom det for organisationer som Skat naturligvis er interessant at kunne samle alle data i eet system, så melder spørgsmålet sig naturligvis om det er hensigtsmæssigt skruet sammen, når et enkelt svagt led kan lamme hele organisationen, og muligvis forårsage tab af en uges arbejde. I en tid hvor de fleste offentlige myndigheder barsler med endnu mere digitalisering, så må man jo nødvendigvis overveje det skrækscenarie, hvor hele den offentlige sektor, og store dele af den private, er dybt afhængige af 2-3 store datacentre. Tænk hvor følsomme vi kan blive overfor programfejl som denne, overfor menneskelige fejl, og ikke mindst overfor bevidst sabotage. I en tid hvor terrortruslen er rykket tættere på Danmark bør det overvejes, om ikke vi langsomt er ved at gøre os selv for sårbare. Jeg er ret sikker på, at et målrettet angreb på en række tekniske installationer, kan forårsage større samfundsmæssig skade, end et traditionelt terrorangreb, der alene går efter menneskeliv.

Nedrullede gardiner

De sidste 4 uger har været temmeligt hektiske med en farlig masse opgaver i både den ene og den anden sammenhæng. Der har været en pæn stak Tycho Brahe's dage imellem (fx en tur med kranbil hjem fra Thisted - hvilket tager pænt lang tid). Oveni har jeg været strejkeramt, så jeg har været nødt til at gå hjemme halvdelen af dagene, for at kunne passe Simon og een af klassekammeraterne om eftermiddagen, og da jeg også har haft mange møder i København, så har det været lidt af et puslespil at få til at gå op. Heldigt at man kender så mange søde mennesker der kan assistere lidt her og der, mens jeg sidder i kø på motorvejen. Energien har derfor manglet lidt til at holde bloggen ajour. Real life må nu også komme i første række.

I denne weekend har jeg "friweekend", da Simon er på besøg hos sin mor. Så efter at have overstået 5 timers køretur her til aften, så ville jeg lige slappe lidt af med en film fra stakken af usete film. Først så jeg en skodfilm, derefter så jeg en skodfilm mere, og så var mine øjne faktisk ved at klappe i - ja, jeg er blevet en gammel mand, der ikke kan være oppe meget længere end til klokken 1. Jeg skulle dog lige have en kop kaffe mere, og så satte jeg "I am David" på, for lige at se hvad det var for noget junk.

Der er desværre meget langt imellem dem, men nu og da støder man heldigvis på film, der er kunst. Dette var een af dem. Fattig på replikker, men rig på fantastisk mimik og maleriske scener, som bar den gode historie igennem. Ja, det er mig der er blevet lidt sentimental - jeg ved det godt. Men den film ryger altså ikke i skraldespanden.

Nu må jeg også hellere komme i seng. Resten af weekenden står den på manualskrivning og tøjvask, manualskrivning og tøjvask, og sandsynligvis noget mere manualskrivning, mens det sidste tøj bliver vasket. Og for en gangs skyld vil jeg s'gu læse min morgenavis samme dag som den kommer. Hvis jeg havde haft rullegardiner, så ville de have været rullet ned hele weekenden, for jeg har ikke tænkt mig at lade mig forstyrre. Så bliv væk.

Havehygge

Efter en intens jagt på havemøbler, blev haven langt om længe gjort klar til brug. Når vejret er godt har vi på vejen en dejlig vane med at finde sammen i hinandens haver, eller eventuelt bare rykke havemøblerne ud på vejen. Havemøblerne havde ikke stået i min have mere end en times tid, før det var nødvendigt at hente yderligere møbler hos naboerne. Jeg skulle egentlig bare have grillet sammen med Simon og Søren, men inden vi havde fået set os om, sad 4 husstande plantet om havebordet. Det var heldigt, at Søren havde hentet friske forsyninger af øl og vand i Tyskland.

Jeg havde også set frem til at skulle grille for første gang i min have. Nu er det jo ikke ligefrem fordi der går lang tid mellem at jeg laver mad over ild, men det er nu så hyggeligt også at kunne gøre derhjemme. Nu synes jeg, at de nok så populære kuglegrill'er er lige småborgerlige nok, og morer mig over de mange indlæg i forskellige livsstilsmagasiner, hvor folk har indrettet et mindre køkken omkring deres kuglegrill. Næh du - må vi få et ordentligt ildsted, hvor der er plads til noget brænde, og mulighed for at få brændt hårene under navlen. Da jeg vil være ked af at grave en permanent bålplads i min græsplæne, så valgte jeg at købe et ildsted, selvom jeg godt nok peb lidt over at give 700 kroner for det der velsagtens kan betegnes som en overdimensioneret hundefoderskål på en trefod. Men så er man da i det mindste fri for at bøje sig så meget, når bøfferne skal vendes. Lidt gammel bliver man vel altid.

Så mens min haveassistent Morten slog græsplænen, blev der tændt op i grillen, og grillet nogle bøffer og bagekartofler. Og bagefter så kunne vi ligeså godt fyre ordentligt op, så vi kunne holde varmen, da mørket faldt på og vi skulle have othellolagkage.

Det er s'gu rart at bo på en gade, hvor vi kan have det hyggeligt sammen. Dagen efter fortsatte vi i øvrigt hvor vi slap.

I øvrigt så har gadens børn omtrent indtaget mit hus. Når de ikke lige spiller fodbold på græsplænen sammen med min genbo Thomas, så sidder der næsten konstant 3-4 drenge på Simons værelse. Rengøring? Næh - jeg har efterhånden vænnet mig til at det er en banegård, så nu render jeg ikke længere og støvsuger, hver gang der ligger sand omkring dørmåtten. Ungerne er jo ligeglade, så jeg har pakket rengøringsmanien væk igen. Måske lige bortset fra toiletbrædtet, som det er nødvendigt at vaske af tre gange om dagen, men det er da til at overkomme.

Fisketur

Jeg har lige været på fisketur med ungerne. Vi tog til Lundum Lystfiskersø mellem Horsens og Østbirk. Vejret var fantastisk, og vi fik 4 timer til at gå med fiskestængerne - altså bortset fra Allan og jeg, som måtte bruge omtrent en times tid på at vikle snører ud, og få vendt ungernes hjul korrekt.

For mit eget vedkommende havde jeg været i min foretrukne friluftsforretning - Effektlageret - for at få ajourført lystfiskersortimentet. Eller det vil sige: Få et lystfiskersortiment, for det har aldrig været een af mine hobbies. Hos Effektlageret var der en hyggelig, ældre fætter, som gav sig god tid til råd og vejledning om alle varerne, og da de samtidigt havde en række stærkt nedsatte varer, så blev jeg fuldt udstyret for små 900 kroner. Det var jo slet ikke så galt, og særdeles tilfredsstillende når den venlige og kompetente betjening tages i betragtning.

Veludstyret eller ej, så var udbyttet af fisketuren dog rimeligt begrænset. Simon og jeg fangede ingenting, og Camilla kom til at fange een af de karper, der ellers ikke må fanges. Heldigvis havde Frederik heldet med sig, og kunne stolt hive en fin ørred i land. Om ikke andet, så fik vi da lidt sol på vores blegfede kroppe.